Peer
Velkommen
Velkommen til Loppens julekalender! I december vil der hver dag være en ny fortælling fra Loppen; billeder, anekdoter, insiderhistorier, rygter og andet godt, der kan læses over, under og mellem linjerne.
Bag lågen vil der hver dag gemme sig en gave, som du kan være heldig at vinde. God fornøjelse!
Mina
Begyndelsen
Historien om Loppen begynder med Benny. Den 9. november 1971 flyttede Benny ind på Christiania. Han havde været i Kibbutz i Israel i to år, og i Christiania så han muligheden for at skabe det store kollektive fællesskab - en landsby midt i storbyen. Sammen med andre Christianitter drev han nogle år loppemarked i Loppebygningen - “Nordens største indendørs Loppemarked” blev det kaldt.
Da en jazzmusiker bemærkede rummets egetræsbjælker og den fine akustik, fødtes ideen om en jazzklub. I 1973, på Bennys 25 års fødselsdag, åbnede “Christianias Viking Jazz Klub”. Denne jazzmusiker skulle i øvrigt senere vise sig at være “Basse” Seidelin - bassisten i Papa Bues Viking Jazzband, kendt fra bla. temamelodien fra Olsen-banden.
Jonas
Mælkebøtte Svend og Blue Sun
I Christianias tidlige dage var det spillestedet Electric Ladyland (opkaldt efter en plade af Jimi Hendrix), som stod for syrerocken. Loppen stod for jazzen. I vinteren 1974 sneg den rytmiske musik, i form af århusianske Blue Sun, sig ind på Loppen. Det var “Mælkebøtte Svend”, en Christianit, som blandt andet malede “Nej Tak Til Junk”-plakaten, der fik dem ind. Entréen var 5 kroner, som gik til bandet, og overskuddet i baren gik til Loppen. I de næste fire år kostede alle koncerter 5 kroner.