Peer

Velkommen

Velkommen til Loppens julekalender! I december vil der hver dag være en ny fortælling fra Loppen; billeder, anekdoter, insiderhistorier, rygter og andet godt, der kan læses over, under og mellem linjerne.
Bag lågen vil der hver dag gemme sig en gave, som du kan være heldig at vinde. God fornøjelse!

Læs mere

Mina

Begyndelsen

Historien om Loppen begynder med Benny. Den 9. november 1971 flyttede Benny ind på Christiania. Han havde været i Kibbutz i Israel i to år, og i Christiania så han muligheden for at skabe det store kollektive fællesskab - en landsby midt i storbyen. Sammen med andre Christianitter drev han nogle år loppemarked i Loppebygningen - “Nordens største indendørs Loppemarked” blev det kaldt.
Da en jazzmusiker bemærkede rummets egetræsbjælker og den fine akustik, fødtes ideen om en jazzklub. I 1973, på Bennys 25 års fødselsdag, åbnede “Christianias Viking Jazz Klub”. Denne jazzmusiker skulle i øvrigt senere vise sig at være “Basse” Seidelin - bassisten i Papa Bues Viking Jazzband, kendt fra bla. temamelodien fra Olsen-banden.

Læs mere

Jonas

Mælkebøtte Svend og Blue Sun

I Christianias tidlige dage var det spillestedet Electric Ladyland (opkaldt efter en plade af Jimi Hendrix), som stod for syrerocken. Loppen stod for jazzen. I vinteren 1974 sneg den rytmiske musik, i form af århusianske Blue Sun, sig ind på Loppen. Det var “Mælkebøtte Svend”, en Christianit, som blandt andet malede “Nej Tak Til Junk”-plakaten, der fik dem ind. Entréen var 5 kroner, som gik til bandet, og overskuddet i baren gik til Loppen. I de næste fire år kostede alle koncerter 5 kroner.

Læs mere

Lene

Lange Lone

Der har gennem årene været mange mennesker - og dyr - gennem huset. I sluthalvfemserne havde vi en “loppe”, der gik under navnet “Lange Lone”. Når Lange Lone var i huset, kunne ingen andre være i nærheden, for hun skræmte alle fra vid og sans. Hun tog efter sigende også livet af en rotte eller to. Lange Lone var en pytonslange!

Læs mere

Alen

En behåret begyndelse

I Loppens backstagerum står Loppenbooth; en fotoautomat som laver billeder på bon-papir, og lægger en digital kopi på Facebook og Twitter.
Der gik ikke en uge fra at Loppenbooth blev sat op, til at den første bagdel mødte kameralinsen. Meget passende så spillede Rövsvett, et svensk punkband, denne aften.

Læs mere

Japser

Konsensus

På billedet ses Japser. Siden 1994 har han booket på Loppen. Men han er ikke chef, sådan én har Loppen nemlig ikke. I stedet har Loppen mandagsmødet. Her tages beslutningerne i konsensus, hvilket betyder, at alle der er tilstede på mødet, skal bakke op om en beslutning, før at den kan gøres gældende. På mødet må alle lopper tale og alles stemme er lige - uanset anciennitet.
Siden Loppens fødsel i 1973 har styreformen været kollektiv. I Loppens 41½ år lange levetid har der altså været afholdt omtrent 2162 mandagsmøder (ikke modregnet møder som kan have været aflyst på grund af for eksempel nytårsaften).
Nogle mandagsmøder har varet længere end andre. Nogle har faktisk varet meget længe..

Læs mere

Liv

Her pushes musik!

I 70’erne blev der solgt meget hash på Christiania. Det gør der jo egentlig stadig, men dengang foregik salget også indendørs på de mange beværtninger. Loppen var et af de første steder, der kæmpede for at holde hashsalget ude af bygningen. Deraf opstod sloganet: “Her sælges ikke hash - her pushes musik!”

Læs mere

Anders

Uh-la-la-la is the way that we rock when we’re doing our thing

Da Fugees skulle spille på Loppen i 1996 stod mange hundrede mennesker i kø helt ud til Prinsessegade - trods regnvejret. Dét er i sig selv usædvanligt, men endnu mere usædvanligt var det, at da de våde gæster endelig nåede frem til Loppens port, blev de kropsvisiteret. Fugees havde forlangt metaldetektorer ved indgangen, scenevagter og scenehegn. Loppens personale måtte arbejde hårdt for at berolige Fugees’ management til at slække på kravene, så koncerten (som paradoksalt nok var et Stop Volden-arrangement) kunne afvikles. Koncerten gik godt - og fredeligt.
Hør vores booker Japser fortælle om episoden her.

Læs mere

LP

Stories from and behind the scene

I dag udgiver Smashing Pumkins det nye album 'Monuments to an Elegy'. I 1993 spillede Smashing Pumpkins på Loppen med The Verve som opvarmning. Billy Corgan sagde fra scenen:

"Jeg fik ikke set så meget af København i dag, men jeg oplevede, at én prøvede at sælge mig noget hash. Én prøvede at sælge mig nogle perler. Én prøvede at sælge mig bootlegs. Det var fantastisk. Jeg elsker jeres land!"

Du kan høre liveoptagelsen her.
Dette var i øvrigt første og eneste gang, The Verve spillede i Danmark. Entréen var 75kr.
Er du interesseret i at få flere historier om Loppen (bag scenen), så kan du altid spørge LP, vores historiefortæller nummer ét!

Læs mere

Elin

Loppecirkus

Elin har lige haft et halvt års pause fra Loppen, hvor hun rejste Danmark rundt med et cirkus. Udover at være med i et cirkus, er Elin også lysdame, og den loppe, der har boet længst tid på Christiania. Vi er glade for at have Elin tilbage i vores eget loppecirkus!

Læs mere

Martin

Bananen

Martin er en hård banan bag trommerne. Han har blandt andet været trommeslager i The Saints (AUS), Baby Woodrose og Psyched Up Janis. Mens du leder efter Psyched Up Janis på programmerne på julekalenderen, kan du passende lytte til en optagelse af “I died in my teens” fra Loppen i 1993 her - med Martin på trommer selvfølgelig.

Læs mere

Morten

Set gennem linsen

Her ses Morten. På de fleste andre billeder i kalenderen, kan du se, hvad han har set. De fotografier han ikke har taget, har vi fundet i Loppens billedarkiv, der består af 4 støvede mapper - billeder, der især synes at være taget til forskellige julefrokoster.
Derfor… Har du gamle billeder fra Loppen? Del dem med os. Enten på mail (loppen@loppen.dk) eller på vores facebookside

Læs mere

Ylde

Jacques Chirac er en lort!

2013 var året, hvor vi stoppede med at trykke Loppens velkendte månedsprogrammer. Hvis vi skruer tiden ca. 20 år tilbage, var der ofte et politisk statement knyttet til programmet. For eksempel i 1995, hvor Frankrigs atomprøvesprængninger i Stillehavet satte dagsordenen over hele verden, stod der nederst på programmet: Jacques Chirac er en lort!

Læs mere

Jiri

Lost and found

I 2003 var Jiri til koncert med The Libertines på Loppen. Efter koncerten ville Jiri hente sin bas, der stod i gearteknikrummet overfor backstagerummet, men bassen var væk. Var det muligt, at bandet ved en fejl kunne have forvekslet bassen med deres eget gear? Umuligt, mente tourmanageren, men efter en lang diskussion fik Jiri alligevel lov til at lede efter instrumentet i bandets tourbus, en nightliner med 14 køjesenge, et sofaarrangement, toiletter og så videre. Her var den tilsyneladende ikke, men der var stadig en dør bussen, som Jiri ikke havde ledt bag. Måtte han kigge her? De diskuterede igen. Til sidst fik Jiri lov. Bag døren lå der 12 flightcases, under dem lå Jiri´s bas - i en gigback.
I øvrigt var koncerten på Loppen ifølge NME den sidste, som The Libertines i sammensætningen Pete Doherty, Carl Barât, Gary Powell og John Hassall spillede på europæisk grund. (NME)

Læs mere

Lars

Bag knapperne

Lars har i år 10 års jubilæum på Loppen, og her har han lavet lyd for mere end 1000 bands. Loppens analoge mixer (ATI Paragon II) har vi anskaffet fra USA i 2010. Den blev bygget i starten af 90erne, og rygtet siger, at den tidligere var i tjeneste hos selveste Tom Petty.

Læs mere

Jesper

I korsets tegn

I mange år købte Jesper altid en plade med hjem, når han havde været på Loppen, og bandet den aften solgte albums. I de seneste år har han kun købt en plade, hvis det var en speciel aften. Pladesamlingen fra Loppen voksede sig simpelthen for stor, den tæller nu over 2000 albums. Han husker én koncert som særlig vild. Den var med et tysk industrial band, som Loppen havde booket uvidende om, at de blandt andet ville stimulere hinanden med et krusifiks. Publikum var dog udmærket klar over, hvad der skulle ske til koncerten og deltog hellere end gerne, når kvinderne på scenen bad dem være med.
Efter koncerten fortsatte den gode stemning. En af Lopperne forelskede sig. Det endte med at bandets chauffør måtte tilbage til Loppen og bede de andre hente deres kollega, som havde hægtet sig fast på bandets tourbus i ren forblindelse.

Læs mere

Karsten

Stadig svedig

Gaberdero, gardarobe , garderobe - kært barn har mange navne. Særligt på Loppen. Her har vi gennem tiden haft lidt besvær med at stave til ordet gaberdero. Men nu, efter 41 år, har vi fundet en løsning, vi alle er ganske tilfredse med.
Der er ikke tvungen gaberdero på Loppen, men ofte er der så svedigt, at alle vil hænge jakken. I mellem jul og nytår holder vi fire klubaftener, der markerer startskuddet til en række støttekoncerter under titlen STADIG STÆDIG, hvor al overskud skal gå til et nyt ventilationsanlæg på Loppen. Tjek www.loppen.dk for mere info!

Læs mere

Line

Public relations

Line er Loppens PR-medarbejder og har tilfældigvis fødselsdag i dag. Gæt om hendes venner er trætte af at få Facebook-invitationer til Loppens koncerter? Nej, selvfølgelig ikke!
I aften spiller Mikael Simpson. Koncerten blev udsolgt på blot to dage, hvilket gør Mikael Simpson til den hurtigst sælgende danske artist på Loppen!

Læs mere

Bjørn

Bjørns Happy Day at the Beach

Vidste du, at Loppen har en cocktailbar? Den er åben fredage, lørdage, og når der er fuldt hus. Bjørn på billedet her har en cocktail opkaldt efter sig. Den hedder ”Bjørns Happy Day at the Beach” og indeholder gin, mørk rom og Naturfrisk ginger ale.

Læs mere

Frederik

Det er uhyggeligt

Det er ingen hemmelighed, at det spøger på Loppen. Engang havde vi besøg af seks åndemanere fra Marokko, der en hel nat holdt en seance med publikum, der gik i trance. Hvad der præcis skete bag de lukkede døre, lader vi stå med de deltagende, men aftenens entréomsætning forsvandt på mystisk vis.

Læs mere

Minou

Lopper og andre dyr

Minou må være Loppens største dyreven. Hun har haft mus, hamstere, hund, får, hest, pindsvin, frøer, krabber, guldfisk, skildpadder, katte, ørkenrotter. Og aber.

Læs mere

Sammy

Våbenhus

Kort tid efter Christiania havde holdt junkblokaden i 1979 for at få de hårde stoffer ud, begyndte rockergruppen Bullshit at indtage Staden. Loppen var ingen undtagelse. En aften i garderoben kom “Høvdingen” forbi - ikke for at hænge sin læderjakke, men for at opmagasinere sit oversavede jagtgevær. Som han helt rigtigt sagde: “Dén må jeg vist ikke have med ind her...”

Læs mere

Joachim

Cyklende vagttjek

På mandagsmøder lægger vi vagtplan for ugens der kommer. Hvis vagtplanen ikke bliver udfyldt om mandagen, ringer vi rundt i løbet ugen. Før mobilens tid kørte man rundt på cykel og bankede på loppernes døre, for at høre om de kunne tage vagter.

Læs mere

Slux

Glædelig jul!

Læs mere
zoom: - +